OBS OBS : fra d.1.4, er det, i en periode IKKE muligt, at booke online tider 

 

Vi holder lukket d. 9 og 10 Maj 

Ved akut behov lægehjælp ml. kl. 8-16 kontaktes Lægerne i Grejs tlf.: 75 85 30 70

Aften og weekend kontaktes Lægevagten tlf.: 70 11 07 07

 

 

 

Sovemedicin - ophør

SE HJEMMESIDEN www.benzoinfo.dk/nedtrapning/

Sovemedicin og aftrapning
Sovemedicin virker kun i 2 uger. Derefter virker den mindre og mindre, fordi kroppen har vænnet sig til medicinen. Hvis du prøver at lade være med at tage pillen, får du det meget ubehageligt. Dette skyldes abstinenssymptomer. Du er blevet afhængig.

Mange har selv forsøgt at holde op, men har opgivet pga. forværrede søvnproblemer. For mange brugere er trygheden ved at kunne tage en pille, når de føler angst, uro og søvnløshed, blevet en fast støtte i dagligdagen.

De patienter, der kommer ud af forbruget, kan ofte berette om, hvordan deres liv ændrede sig, efter at de lagde pillerne fra sig.

Mange beskriver, at de under behandlingen med sovemedicin befandt sig i en tågetilstand af initiativløshed og koncentrationsbesvær.

Symptomerne forsvandt, da de holdt op med at tage pillerne, og de blev i stand til at tænke klarere og interessere sig for, hvad der skete omkring dem.
 

Sovemedicinens bivirkninger
Du bliver afhængig af sovemedicin, både psykisk og fysisk. Desuden udvikles tolerans og rebound-effekt:

  • Psykisk afhængighed viser sig ved en indre trang til atfortsætte med at tage medicinen – du er villig til alt, hvis du er løbet tør.
     
  • Fysisk afhængighed viser sig ved, at der kommer abstinenssymptomer, hvis behandlingen pludselig stopper
     
  • Tolerans betyder, at man skal have større og større dosis for at opnå samme virkning. Dette medfører, at medicinen ikke virker søvnfremkaldende efter 2-3 uger.
    Medicinen har ingen angstdæmpende virkning efter få måneder.
     
  • Rebound-effekt viser sig ved, at de symptomer, som medicinen skulle dæmpe, forstærkes, når du stopper med medicinen. Du får endnu sværere ved at falde i søvn.


Andre bivirkninger
Når man tager sovemedicin, kan man blive svimmel, forvirret, døsig, få tale- og hukommelsesbesvær. 
Sovemedicinen ændrer vores søvnmønster. Den overfladiske søvn forlænges, mens den dybe søvn og drømmesøvnen (REM-søvnen), som gør os udhvilede, bliver kortere. 

Paradoksalt nok kan medicinen også medføre søvnløshed. 

Hjernen hos ældre mennesker er meget følsom over for virkningerne af sovemedicin. Medicinen nedbrydes og udskilles langsommere hos ældre mennesker. Det tager længere tid, før medicinen er helt ude af kroppen igen. Det ses derfor tit at sovemidler medfører træthed og nedsat koncentration den følgende dag.

Alle disse virkninger giver en øget risiko for faldulykker og hoftebrud. 
 

Aftrapning
Alle ældre som unge har glæde af at aftrappe, også selvom de har taget medicinen i årevis. 

Der er særligt gode grunde til, at netop ældre bør ophøre med at tage sovemedicin, da den fremskredne alder i sig selv kan give vanskeligheder med at styre musklerne (og føre til fald og hoftebrud). 

Man bliver lettere forvirret, får hukommelsestab og psykiatriske symptomer, som falsk demens.

Erfaringer med aftrapning af ældre mennesker på langtidsbehandling med sovemedicin (i gennemsnit 15 år) viser, at totalt ophør med medicinen medfører bedre søvn, forbedringer i både psykisk og fysisk tilstand og færre lægebesøg. 

Erfaringer viser, at en langsom nedtrapning tåles bedst, selv af mennesker i 80-års alderen, der har taget sovemedicin i 20 år eller mere.
 

Hvordan foregår aftrapningen?
Hvis behandlingen har varet længe, bør aftrapningen også strække sig over en lang periode. Du skal sammen med din læge lave en aftrapningsplan.

For hurtig aftrapning kan føre til ubehagelige abstinenssymptomer. Det er individuelt, hvor langsomt nedtrapningen bør foregå, men det kan være hensigtsmæssigt at strække perioden over flere måneder.

En rettesnor er, at nedtrapningsperioden skal være lige så lang i måneder som det antal år, man har anvendt medicinen. Om det tager 3, 6 eller 12 måneder er af mindre betydning, når man har taget medicinen i mange år. 

Aftrapningsskema laves af læge og patient i fællesskab, og patienten får en kopi. Under nedtrapningen skal patienten tilbydes hyppige kontroller og støtte.
 

Eksempel på aftrapningsplan
Hvis man har taget en sovepille dagligt i 5 år, så vil det tage ca. 5 måneder at aftrappe medicinen. Man aftrapper med ½ tbl. om ugen. En uge kan gentages, hvis det er nødvendigt.

Det afgørende er, at aftrapningen hele tiden skrider frem. Kommer patienten til et vanskeligt punkt, kan han/hun stå fast på samme dosis i nogle uger, men man bør aldrig gå baglæns og øge dosis. 
 

Gode råd når du skal sove

  • Stå op på samme tidspunkt hver dag, også selvom du først er faldet sent i søvn.
  • Sov ikke om dagen, hvis du ikke kan sove om natten.
  • Stå op af sengen om natten, hvis du ikke kan sove.
  • Foretag dig noget stilfærdigt, hvis du står op om natten.
  • Soveværelset bør være roligt, mørkt og ikke for varmt.
  • Sørg for at lufte ud, inden du går i seng.
  • Se ikke fjernsyn og ryg ikke lige før, du skal sove - begge dele virker opkvikkende.
  • Undgå kaffe, te, kakao eller cola de sidste 4 timer, inden du skal i seng.
  • Gå ikke sulten i seng. Sult og overmæthed virker søvnforstyrrende.
  • Brug ikke alkohol som sovemedicin. Alkohol gør søvnen kortere, mere overfladisk og giver flere opvågninger.
  • Tal med din læge, hvis du har natlige smerter, åndenød eller vandladningsgener.
  • Brug højst sovemedicin få nætter ad gangen.
  • Lad være med at tage sovemedicin rutinemæssigt hver dag.
  • Tag kun en pille, hvis du ikke er faldet i søvn efter nogen tid, fx 1 time.
  • Lad være med at tænke på, hvor lang tids søvn du kan få – det er ikke søvnlængden, men kvaliteten af søvnen, der tæller.
  • Søvnbehovet falder med alderen – og måske har du ikke behov for så megen søvn.


Du kan gøre noget:
Ophøre med dit forbrug af medicinen, men husk at: 

  • det bør ske i samråd med en læge. 
  • det skal ske ved langsom nedtrapning. 
  • det bør tage mindst 10 uger - gerne mere. 
  • der kan gå lang tid med eftervirkninger af medicin.
     

Årlig status
Den årlige status kan fx finde sted i patientens fødselsmåned.
Journalnotaterne kan med fordel systematiseres i

  • Stamoplysninger
  • Dagens notater

Stamoplysninger

  • Dato (år) for start af behandling
  • Indikation og omstændigheder ved start af behandlingen
  • Dosis ved start og ændringer gennem tiden
  • Forsøg på nedtrapning samt resultater heraf

Stamoplysningerne kan med fordel indføres i de resumeafsnit, der
findes i de fleste lægejournaler, og gerne med diagnose.
 

Dagens notater

  • Særlige omstændigheder i forbindelse med dagens ordination
  • Aktuelle symptomer
  • Motivation for forsøg på nedtrapning
  • Ramme for dosis, interval og pakningsstørrelser i det kommende år

Om dagens notat skal indføres i resumeark eller den løbende journal vil være forskelligt fra praksis til praksis, men diagnosekodning anbefales.
Procedurer vedrørende receptfornyelser i årets løb
Praksispersonalet

  • klargør recepter til underskrift og kontrollerer, at den fastlagte plan følges
  • giver tid til årskontrol, når det er relevant
  • henviser til samtale med lægen ved anmodning om medicin før aftalt tid
  • laver journalnotat om dagens receptfornyelse


Mod angst
Benzodiazepiner har en uspecifik dæmpende effekt på angst og uro. Virkningen indtræder hurtigt, men ved kroniske tilstande vender alle symptomerne tilbage igen efter ophør af behandling.
Behandlingen er kun symptomatisk. Hvis der ikke er opnået effekt
efter 1-2 uger, bør man ikke fortsætte.